 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
ENG Translator SPA Traductor |
indholdsfortegnelse
Indledning | Definition af ‘oversætter’: første skridt | Kategorier af oversættere | Oversætterprofiler: den typiske oversætter | Oversætteridentitet og -betegnelser | På sporet af oversætteren | Oversætterforskning | Konklusion og perspektiver | Forskningspotentiale
Oversætteren burde være et oplagt emne for oversættelsesforskningen, som den nøglefigur, hun jo er: personen bag de oversatte tekster og bag de oversættelsesprocesser, -teorier og -modeller, som udgør vores brede forskningsfelt. Men først i starten af det 21. århundrede blev oversætteren gjort til genstand for selvstændig og systematisk forskning. Faktisk er emnet så nyt – eller måske så tilsyneladende selvindlysende – at det endnu ikke har fundet vej til fagets opslagsværker. I de senere år er der blevet udgivet en lang række encyklopædier og håndbøger med opslag om centrale emner inden for oversættelse og oversættelsesforskning, men ingen af udgivelserne indeholder et selvstændigt opslag om oversætteren. Tilsvarende findes der stort set ingen definitioner af ‘oversætter’ i faglitteraturen.
Derfor er der i denne artikel en del fokus på, hvordan man kan definere ‘oversætter’. Søgningen efter definitionskriterier bringer os til både kategorier og eksempler. Efter et første forsøg på at opstille en definition i næste afsnit beskriver de efterfølgende afsnit dels nogle alment anvendte oversætterkategorier, dels den typiske oversætterprofil. Vi kommer også ind på oversætteridentitet og -betegnelser samt det helt afgørende spørgsmål om, hvordan man finder frem til udøvere af oversættelse, som ikke nødvendigvis betegner eller identificerer sig selv som oversættere.
Kort sagt søger første del af artiklen at besvare følgende spørgsmål: hvordan ser den typiske oversætter ud? Hvordan kan en oversætter også se ud? Og hvordan finder vi frem til oversætteren? Gennem hele artiklen sammenholdes den typiske oversætter med (forestillingen om) den ideelle oversætter, som er fremherskende blandt oversættelsesforskere og -undervisere, men som ikke nødvendigvis flugter med den oversætter, vi møder i virkeligheden. Artiklen kommer også ind på, hvad det helt grundlæggende betyder at være oversætter: er det et job? En identitet? Eller en rolle, man kan tage på sig og uden videre træde ud af igen? Som vi skal se, kan det at være oversætter indebære alle disse ting; svarene afhænger af, hvem man spørger.
Anden del af artiklen beskæftiger sig med forskning i oversættere. Her beskrives nogle hovedtyper af oversætterforskning, og disse illustreres med eksempler for at tegne et billede af det, som nogle forskere betragter som en særskilt underdisciplin af oversættelsesforskningen, men som også kan analyseres som et paradigmeskifte eller – mere beskedent – som en bestemt tilgang til forskningen i oversættelse, som er spiret frem i nyere tid.
![[heading title]](2.2-X.png "[heading title]"){kind=small}
Definition af ‘oversætter’: første skridt
At definere denne artikels centrale begreb, ‘oversætter’, er ikke så enkelt. Den lette løsning ville være at følge ordbøgernes standarddefinition, ifølge hvilken en oversætter er ‘en person, der oversætter’, eller som Paloposki udtrykker det (2016: 18), ‘en person, der laver oversættelse(r)’. Oversætter/oversætte/oversættelse(r)-ligningen er langt fra uproblematisk, som vi skal se senere, og til nogle formål vil den ikke være tilstrækkeligt distinktiv. Den inviterer os til at søge efter yderligere kriterier og for eksempel spørge: hvis en oversætter er en person, der oversætter, betyder det så, at enhver, der oversætter, er oversætter? Skal den oversættende person være uddannet som oversætter for at gøre sig fortjent til betegnelsen? Skal personen modtage betaling for at oversætte – og måske ligefrem være god til det?
Chesterman (2001: 146) skelner mellem dem, der ‘er oversættere’, og dem, der ‘laver oversættelser (en gang imellem)’, dvs. mellem praktikeren og praksissen. Den deontiske implikation af at være oversætter er ifølge Chesterman, at man ved, hvad det vil sige at være en god oversætter, hvilket igen karakteriserer den professionelle oversætter i modsætning til en person, der bare ‘laver oversættelser (en gang imellem)’, og som meget vel kan være en amatør uden noget begreb om kvalitet.
Normative sondringer af denne art er udbredte i litteraturen. Sommetider er de angivet eksplicit, men som oftest er de ikke. Koskinen & Dam (2016) analyserede bidragene til et særnummer om oversættelsesprofessionen (Dam & Koskinen 2016) med det formål at afdække forfatternes implicitte antagelser om oversættelse og oversættere, om insidere og outsidere og fagets interne hierarkier. Den ideelle oversætter, den centrale insider, der fremkom af denne analyse, skulle udvise følgende træk: være uddannet som oversætter (på universitetsniveau), have praktisk erfaring som oversætter (helst adskillige år), være fastansat – dvs. være professionel oversætter, herunder modtage betaling for sit arbejde. Hun (den typiske oversætter er en kvinde, selv om den ideelle oversætter meget vel kan være en mand) skulle være tilfreds med sit arbejde og ikke overveje at forlade faget. Den ideelle oversætter skulle også identificere sig selv som oversætter, arbejde for professionalisering – og være et menneske. Andre spillere på området – frivillige oversættere, amatøroversættere, maskiner og andre, som ikke besidder de nævnte træk eller har andre dagsordener – blev potentielt regnet som enten marginale insidere eller outsidere og dermed som mulige trusler for de centrale insidere. Analysen viste dog, at der ikke var enighed om, hvilken status frivillige oversættere og amatøroversættere skulle tildeles: nogle forfattere medtog dem i deres forskning på linje med lønnede og uddannede professionelle, mens andre regnede dem som outsidere. Der var dog bred enighed om nødvendigheden af at anerkende den rolle, som ikke-centrale insidere og outsidere, der forsøger at komme ind, uundgåeligt spiller for oversættelsesfeltets udformning og udvikling.
Normative sondringer kan uden tvivl være nyttige i nogle sammenhænge. Chestermans sondring mellem praktikere og praksis, professionelle og amatører, gode og dårlige oversættere, tjente et formål i sin kontekst: en artikel hvis mål var at opstillet en etik for professionelle oversættere; her giver det naturligvis mening at udelukke amatøroversætteren. Formålet med denne artikel er imidlertid at beskrive alle nuancer af, hvad det kan betyde at være oversætter. Som vi skal se senere, peger den empiriske forskning entydigt på, at oversætteren kan antage et væld af forskellige skikkelser, og definitionen skal følgelig være så bred og åben, at den kan favne dem alle. Lad os derfor foreløbig holde os til denne arbejdsdefinition: en oversætter er en person (dvs. hvem som helst), der oversætter eller laver oversættelser – om det så er sommetider, hele tiden eller kun en gang imellem. Denne helt brede definition afspejler min åbne dagsorden og tjener som udgangspunkt for min videre udforskning af, hvad en oversætter er eller kan være.
Oversætter / oversætte / oversættelse
Selv den helt åbne beskrivelse af ‘oversætter’ – som en person, der oversætter eller laver oversættelser – rejser mindst to spørgsmål: er en oversætter altid et menneske? Og mere grundlæggende: hvad betyder ‘oversætte’ eller ‘oversættelse’? Som vi skal vende tilbage til, er svaret på det første spørgsmål helt enkelt ‘nej’; men lad os for argumentets skyld starte med at antage, at oversætteren er et menneske. Svaret på det andet spørgsmål er mere komplekst. Faktisk åbner det den ældgamle debat om, hvordan man definerer oversættelse – et begreb der er notorisk resistent over for kategoriske definitioner. Men lad os forsøge at kredse det ind.
Som det ses af de mange håndbøger og encyklopædier om oversættelse og oversættelsesforskning, der er udgivet i de senere år, tjener ‘oversættelse’ som fællesbetegnelse for en lang række formidlingspraksisser, som altså hver især udgør både en undertype af oversættelse og et underområde af oversættelsesforskningen. Typiske eksempler kunne være tolkning, undertekstning, lokalisering, adaptation og transkreation. Forskning blandt oversættere viser, at i praksisfeltet eksisterer denne brede forståelse side om side med en langt snævrere opfattelse af oversættelse som ‘overførsel af et skriftligt budskab på ét sprog til et skriftligt budskab på et andet sprog’, dvs. som en særlig undertype inden for den brede oversættelseskategori (Dam & Zethsen 2019)
Hvis ‘oversættelse’ i bredeste forstand omfatter de nævnte formidlingspraksisser samt en række andre, kan ‘oversætter’ – som en person, der laver oversættelse(r) – analogt hermed forstås som en fællesbetegnelse for (skriftlige) oversættere, tolke, tekstere, dubbere, lokalisatører, transkreatører samt for alle de andre oversættelsesagenter, vi møder i praksisfeltet og i litteraturen: transredaktører, synstolkere, genindtalere, skanlatører, revisorer, efterredaktører og mange andre. Listen er i konstant udvikling og udvider sig i takt med de hastige ændringer i oversættelseslandskabet og forskernes øgede åbenhed over for både nye fænomener og tidlige begreber, der ellers har levet en skyggetilværelse i udkanten af faget.
Som eksempel på det sidstnævnte er oversættelsesforskningen i de senere år begyndt at favne alle Roman Jakobsons oversættelsestyper: ikke alene interlingval oversættelse (ofte betegnet som ‘egentlig oversættelse’) men også intralingval og intersemiotisk oversættelse. Det bevidnes fx af et af fagets centrale opslagsværker Handbook of Translation Studies (Gambier & van Doorslaer 2010-2021): først i det seneste bind fra 2021 er der tilføjet opslag om hhv. intralingval og intersemiotisk oversættelse, til trods for at disse begreber blev foreslået allerede i 1959. Oversættelsespraktikere synes at være mere skeptiske over for disse to formidlingsformer og tøver med at regne dem som oversættelse (Dam & Zethsen 2019), men meget af den innovation, vi oplever, både hvad angår opgaver og betegnelser, stammer faktisk fra praksisfeltet selv; lokalisering og transkreation er oplagte eksempler. At nogle af disse fænomener og særligt deres betegnelser kun modstræbende er blevet accepteret af feltets forskere, komplicerer naturligvis tingene yderligere.
Uenighed mellem forskere og praktikere om, hvad der tæller som oversættelse, har utvivlsomt produktivt potentiale, men det er vældigt upraktisk, når målet (for forskeren) er at finde frem til, hvem praktikeren er. Vi skal vende tilbage til dette centrale spørgsmål senere. Men lad os lægge tvivl og uenighed til side for en stund og runde afsnittet af med at konkludere, at i dette udstrakte og flertydige landskab af oversættelse(r) er ‘oversætter’ – i bredeste forstand – potentielt en vældigt bred og heterogen kategori.
For at få et klarere billede af denne omfattende kategori skal vi nu se på nogle gængse kategorier af oversættere og typiske oversætterprofiler.
En almindelig måde at kategorisere oversættere på afspejler den klassificering af oversættelse, der blev beskrevet i foregående afsnit. I forhold til den oversættelsesform, de er specialiseret i eller arbejder med på et givent tidspunkt, kan den brede kategori af oversættere således underinddeles i tolke, tekstere, transkreatører og så fremdeles. Den mest anvendte sondring baseret på oversættelsesform er den, vi bruger, når vi taler om ‘oversættere og tolke’. Den manifesterer sig på utallige måder og kommer bl.a. til udtryk i det udvidede navn for forskningsdisciplinen, som er ganske udbredt i dag: oversættelses- og tolkeforskning. Vi bemærker, at det udvidede navn for disciplinen – ligesom den hyppigt forekommende sammenstilling ‘oversættere og tolke’ – aktiverer den snævre betydning af ‘oversættelse’ og ‘oversætter’, som derved reduceres til skrevne tekster. Den udvidede betegnelse afslører samtidig den fremtrædende position, som tolkning og tolke har i det større oversættelseslandskab. Hvis vi vælger at tale om ‘oversættere [i den snævre betydning af skrevne tekster] og tolke’, udelukker vi også andre oversætterfigurer: tekstere, efterredaktører, lokalisatører, osv., som ikke længere er dækket af paraplybetegnelsen ‘oversætter’.
En anden udbredt kategorisering hviler på oversætterens speciale eller foretrukne arbejdsområde. Typiske eksempler er: juridiske oversættere, økonomiske oversættere, medicinske oversættere, marketing-oversættere – og naturligvis de tilsvarende tolkespecialer: retstolke, medicinske tolke, osv. I det billede spiller den litterære oversætter en fremtrædende rolle. Faktisk så fremtrædende, at nogle forfattere (stadig) opererer med en binær sondring mellem litterære og ikke-litterære oversættere, hvilket afspejler den prestige, der traditionelt har været knyttet til – og oversættelsesforskningens historiske præference for – den litterære oversætter.
Fokus har ændret sig i de senere år, og nye og mere nuancerede navne er blevet foreslået til den brede kategori af ikke-litterære oversættere. For eksempel foreslår Dam & Zethsen (2011) betegnelsen ‘forretningsoversættere’ eller ‘erhvervsoversættere’ (eng.: ‘business translators’) for den store gruppe mennesker, der oversætter for virksomheder og erhvervsliv. De afviser dermed både det reduktionistiske mærkat ‘ikke-litterær’ og den hyppigt anvendte betegnelse ‘kommercielle oversættere’ med henvisning til dens potentielt negative konnotationer. Andre kandiderende betegnelser er ‘specialiserede oversættere’ (eng.: ‘specialized translators’) og ‘tekniske oversættere’, men efter denne skribents mening er førstnævnte ikke tilstrækkeligt distinktiv (hvem siger, at litterære oversættere ikke er specialiserede?), og sidstnævnte er for snæver (forretningsoversættere oversætter andet end tekniske tekster). Undertiden ser vi på dansk betegnelsen ‘fag(sprogs)oversættere’ brugt om dem, der på engelsk omtales som ‘specialized translators’. Det danske navn er mere distinktivt end det engelske, men er – ligesom ‘tekniske oversættere’ – ikke dækkende for forretningsoversætterens opgaver, som omfatter meget andet end fag(sprogs)tekster: hjemmesider for blot at nævne ét eksempel.
Betegnelsen ’forretningsoversættere’ peger på et andet kategoriseringskriterium: arbejdskontekst. Sondringen mellem for eksempel ‘konferencetolke’ og ‘samfundstolke’ (eng.: ‘community interpreters’) hviler på dette kriterium. Et andet eksempel er ‘institutionelle oversættere’, som bl.a. omfatter underkategorien ‘EU-oversættere’. Ansættelseskontekst er også bestemmende for kategorier som ‘bureauoversættere’ (oversættere ansat i et oversættelsesbureau) og ‘virksomhedsoversættere’ (oversættere ansat i en virksomhed, hvis kerneprodukt eller -service ikke er oversættelse). Et yderligere klassifikationsprincip er ansættelsestype, som tillader os at skelne mellem to store kategorier: ‘freelance-oversættere’ (eller ‘selvstændige oversættere’) og ‘(fast)ansatte oversættere’.
Ovenstående oversigt er langt fra udtømmende og giver kun et øjebliksbillede: en liste over nogle af de oversætterkategorier og -betegnelser, der anvendes for tiden. Der er også væsentlige overlap, selv mellem tilsyneladende modsatrettede begreber (hvem siger, at litteratur ikke er forretning?). Der er ikke engang enighed om nomenklaturen (jfr. fx forretnings- vs. kommercielle oversættere). Og listen er naturligvis ikke hugget i sten. Efterhånden som oversættelseslandskabet og forskningsinteresserne ændrer sig, opstår der nye kategorier.
I dette århundrede er der for eksempel kommet et væld af oversætterbegreber til, der er knyttet til oversættelsesprofessionen – et emne, der har været genstand for stigende forskningsmæssig opmærksomhed i de senere år. Kategorien ‘den professionelle oversætter’ er trådt ind på scenen sammen med sit modstykke, ‘den ikke-professionelle oversætter’, som igen optræder under betegnelser som fx ‘frivillig oversætter’, ‘amatøroversætter’, ‘naturlig oversætter’, ‘ad hoc-oversætter’ eller mere specifikt som ‘fan-tekster’ alt efter det perspektiv, der anlægges. Og nye teknologier har selvfølgelig affødt nye oversætterroller og -kategorier (efterredaktøren for eksempel) og har ændret hele vores opfattelse af, hvem (eller hvad) der kan oversætte. Med fremkomsten af maskinoversættelse er ‘maskinoversætteren’ dukket op. Vi taler stadig ikke om ‘ikke-maskinoversættere’ (a la ikke-litterære eller ikke-professionelle oversættere), men i stadig flere sammenhænge er det nødvendigt at tilføje adjektivet ‘menneskelig’ for at klargøre, at det faktisk er en person, der er tale om.
 |
| Oversætterens mangfoldige verden |
Kategorier er praktiske forskningsværktøjer, men virkeligheden lader sig sjældent inddele i nette kategorier. Empirisk forskning peger systematisk på, at den store gruppe mennesker, vi kalder oversættere, er multitaskere og ikke sjældent har flere ansættelser på en gang. Mange har opgaver også uden for oversættelsesbranchen (fx Katan 2009), ligesom det er almindeligt, at den samme oversætter varetager forskellige typer oversættelsesopgaver. Sela-Sheffys (2016) undersøgelser af israelske oversættere er en god illustration af det opgaveoverlap, der ofte ses. Med det formål at dække hele oversættelsesfeltet i Israel satte hun sig for at rekruttere repræsentanter for fem forventeligt velafgrænsede undergrupper af oversættere: (1) kommercielle/tekniske oversættere [sic], (2) litterære oversættere, (3) tekstere, (4) konferencetolke og (5) samfundstolke. Det viste sig, at de deltagere, hun omhyggeligt havde udvalgt til at repræsentere hver af disse kategorier, rent faktisk varetog en række forskellige oversættelsesopgaver, ofte i overraskende kombinationer: litterær oversættelse optrådte for eksempel i kombination med kommerciel oversættelse; konferencetolkning forekom sammen med undertekstning og blev også ofte kombineret med kommerciel oversættelse. Faktisk indgik kommerciel oversættelse i stort set alles opgaveporteføljer.
Og det gælder ikke kun Israel. Faglig grænsekrydsning forekommer også blandt oversættere, der arbejder i helt andre – og meget forskellige – geografiske og nationale kontekster: blandt svenske oversættere (Svahn 2020), nordamerikanske oversættere (Kelly, Stewart & Hedge 2010) og kinesiske oversættere (Setton & Guo 2009). Faktisk ser sammensatte opgaveporteføljer også ud til at have været normen blandt fortidens oversættere, som bl.a. Paloposkis (2016) undersøgelser af oversættere i 1800-tallets Finland peger på: disse oversættere viste sig at være “a heterogeneous group of people variously occupied with translating, writing, teaching, editing newspapers – at different stages of their lives or working parallelly on different projects and jobs” (Paloposki 2016: 28).
Oversætterprofiler: den typiske oversætter
Som vi har set, er der ikke altid overensstemmelse mellem ideelle kategorier og virkelighedens verden. De kategorier, vi antager gælder for oversættere, når vi skelner – i nogle tilfælde skarpt – mellem for eksempel tolke og oversættere eller mellem litterære oversættere og forretningsoversættere, flugter ikke med den virkelighed, mange af disse mennesker oplever, og hvor multitasking snarere er et vilkår. I dette afsnit forlader vi diskussionen om teoretiske kategorier af oversættere for at se nærmere på deres faktiske profiler.
Som følge af den øgede interesse for oversættere og oversættelsesprofessionen er der i de senere år blevet foretaget en række kortlægningsstudier, som giver os mulighed for at tegne en tentativ profil af nutidens oversætter. Mange af undersøgelserne er begrænset til ét land, og deres forskningsfokus og metoder er forskellige, så resultaterne er vanskelige at sammenligne. Men i en metaanalyse fra 2012 har Pym, Grin, Sfreddo & Chan (2012) gennemgået resultaterne af eksisterende undersøgelser og fundet frem til nogle gennemgående mønstre, som nyere kortlægningsstudier generelt bekræfter.
For det første er oversættelse typisk et deltidsjob. Pym, Grin, Sfreddo & Chans estimat er, at oversættelse udgør en deltidsbeskæftigelse for omkring 60% af dem, der udfører det som en lønnet aktivitet. Der er naturligvis nationale og branchemæssige forskelle, men forskningen peger konsekvent på, at oversættelse er en deltidsbeskæftigelse – undertiden endda en sekundær, tilfældig eller midlertidig beskæftigelse (Dam & Koskinen 2016). Dette træk passer godt ind i det billede af oversætteren som multitasker med flere ansættelser, som blev tegnet i det foregående afsnit.
 |
|
| De fleste oversættere er kvinder |
For det andet er oversættelsesmarkedet domineret af freelancere. De studier, som Pym, Grin, Sfreddo & Chan har gennemgået, indikerer, at andelen af freelance-oversættere udgør omkring 78% generelt set, men med væsentlige nationale og branchemæssige forskelle. Et mere nøjagtigt estimat ville ifølge forfatterne være, at andelen af freelancere spænder fra 50 til 89 procent (Pym, Grin, Sfreddo & Chan 2012: 89). Disse tal er i overensstemmelse med nyere undersøgelser. Blandt de 373 svenske oversættere, der indgik i Svahns studie fra 2020, var 76% freelancere; og ca. 58% af de 450 finske oversættere, som deltog i Ruokonen & Mäkisalos undersøgelse fra 2018, var freelancere eller selvstændige oversættere. I andre undersøgelser er andelen af freelancere højere, men tallene afhænger naturligvis af de udvælgelsesmetoder, forskerne anvender. Også freelancemodellen er i overensstemmelse med det billede, der blev tegnet af oversætteren som multitasker.
For det tredje er de fleste oversættere kvinder. Pym, Grin, Sfreddo & Chan anslår, at andelen af kvindelige oversættere ligger på 70% eller mere. I nogle undersøgelser er tallet højere (fx Ruokonen & Mäkisalo 2018: 80,4%), og i andre er det lavere (fx Svahn 2020: 63%), men der er ret systematisk en overvægt af kvinder – faktisk i en grad så oversættelse sommetider omtales som et ‘rødkravefag’. Det har dog ikke nødvendigvis egentlige implikationer. Der er forskning, der viser, at overvægten af kvinder kan have betydning for oversætteres selvopfattelse og for andres opfattelse af dem (Dam & Zethsen 2009a, 2010; Gentile 2018), men der er også forskning, der – i modsætning til hvad nogle teorier peger på – viser, at kvindelige oversættere ikke nødvendigvis udviser underdanighed overhovedet (Wolf 2006; se afsnittet om Oversætterforskning for yderligere diskussion af begrebet ‘underdanighed’ i tilknytning til oversætterens habitus).
Uddannelse som oversætter
Som vi har set, er den typiske oversætter en kvinde, der multitasker, arbejder som freelancer og kun beskæftiger sig med oversættelse på deltid. Men hvad med hendes uddannelsesbaggrund: er oversættere typisk uddannet som oversættere?
De eksisterende kortlægningsundersøgelser berører sjældent spørgsmålet om uddannelsesbaggrund ud over niveau (fx gymnasie-, bachelor- eller kandidatniveau). Den type uddannelse, oversættere typisk har, ved vi meget lidt om. Tilsvarende er de data, som Pym, Grin, Sfreddo & Chan lægger frem, meget lidt informative. De trækker for eksempel på statistikker fra Service Canada, der viser, at 63% af dem, der oversætter, har “a degree in humanities and other disciplines that included modern languages and translation” og fra det tyske Bundesagentur für Arbeit, der alene kan oplyse, at 42% har en “university-level degree” (Pym, Grin, Sfreddo & Chan 2012: 95).
Når statistikkerne ikke skelner mellem fx humaniora, (moderne) sprog og oversættelse eller alene beskriver uddannelsesniveau uden angivelse af fagområde, forbliver spørgsmålet om oversætteruddannelse naturligvis underbelyst. Nogle kortlægningsstudier giver dog et praj. For eksempel beretter Svahn, at kun 30,5% af de i øvrigt veluddannede oversættere i hendes stikprøve havde studeret oversættelse, bredt beskrevet som: “some sort of translation-related subject, either an MA in Translation Studies, a BA in Translation Studies, courses in literary translation, or translation programmes from abroad” (Svahn 2020: 41). Ruokonen & Mäkisalo (2018) oplyser, at omkring 50% af oversætterne i deres stikprøve havde en universitetsgrad (niveau ikke angivet) i oversættelse (78% havde en kandidatgrad, men i forskellige fag). Oversætteres akademiske kvalifikationer afhænger naturligvis af uddannelsessystemet i det land, de bor i: om der overhovedet findes oversætteruddannelser. Finland er et tosproget land, og antallet af universitetsuddannelser i oversættelse er højt – højere end i Sverige, men også her er der et veludviklet system af oversætteruddannelser. Vi kan derfor rimeligvis antage, at andelen af oversættere, der er uddannet som oversættere, i mange lande ligger under de 30-50%, som de to nordiske kortlægningsstudier beretter om.
Hvad angår uddannelsesmæssig baggrund, beskriver Sela-Sheffy de israelske oversættere, der deltog i hendes undersøgelse, således: “Most of them have some academic education, but less than one third of them have graduated in Translation Studies, while another third have followed different translation programs and courses, including extra-academic workshops” (Sela-Sheffy 2016: 62). Med nogle væsentlige undtagelser (fx konferencetolke og samfundstolke) kan denne beskrivelse formentlig overføres til næsten alle grupper af oversættere: mange har med Sela-Sheffys ord “some academic education”, men de fleste har ikke en universitetsuddannelse i oversættelse. Sagt på en anden måde: de oversætter eller laver oversættelser og er oversættere i den forstand, men de er ikke uddannet som oversættere - dvs. de er ikke uddannede oversættere.
Den typiske versus den idealiserede oversætter
Opsummerende kan vi konkludere, at der er stor forskel på den ideelle – faktisk idealiserede – oversætter, som blev præsenteret i starten af artiklen, og den typiske oversætter, der blev beskrevet i de efterfølgende afsnit. Vi akademikere kan være tilbøjelige til at lægge vægt på den professionelle, uddannede, fuldtidsbeskæftigede oversætter i vores forskning, men hvis vi glemmer at se på den multibeskæftigede, deltidsoversættende freelancer, der ikke er uddannet oversætter, så går vi rent faktisk imod de modeller, der er fremherskende i praksisfeltet.
Hvis vi skal favne den moderne oversættelsespraktiker i sin fulde bredde, herunder den noget kaotiske figur, som den typiske oversætter jo altså er, må vi holde fast i den brede og åbne definition, vi startede med: en oversætter defineres tilsyneladende bedst som en person, der oversætter, uden yderligere kriterier. Ikke desto mindre har forskningen hidtil fokuseret på den langt snævrere oversætterfigur – den idealiserede oversætter – som vi skal se senere. Men først skal vi se på oversætteridentitet og -betegnelser – og ikke mindst den udfordring, det kan være at opspore den mangefacetterede praktiker, som oversætteren er.
Oversætteridentitet og -betegnelser
Uddannelsesinstitutioner tjener mange formål. Et af dem er at opbygge faglig identitet hos deres kandidater, at socialisere dem ind i deres fremtidige fag – i dette tilfælde til at blive eller være oversættere snarere end blot at lave oversættelser (en gang imellem) for nu at bruge Chestermans ord igen. Manglende uddannelse(r) i oversættelse baner vejen for oversætteridentiteter, der er skrøbelige og porøse. Der findes andre identitetsskabende mekanismer, herunder certificerings- eller akkrediteringssystemer og faglige foreninger, men på oversættelsesområdet er disse som oftest fragmenterede og svage (konferencetolkeområdet er en undtagelse, se Dam & Gentile 2022).
At oversættelse ofte er en deltidsbeskæftigelse kan også være en hindring for udvikling af en stærk identitet hos oversætteren – som oversætter. Når oversættelse bliver en rolle — en blandt mange, som den oversættende person træder ind i og ud af — svækkes identiteten som oversætter. Vi kan i den forbindelse bemærke, at sammensatte opgaveporteføljer ikke kun er typiske for deltidsbeskæftigede oversættere. Skiftende opgaver kan være et vilkår selv for oversættere med fuldtidsansættelse. Det fremgår blandt andet af et casestudie, hvori Kuznik (2016) undersøger en fastansat oversætter i en mellemstor produktionsvirksomhed og hendes arbejde. Undersøgelsen viser, at oversætterens arbejde var karakteriseret af en høj grad af hybriditet: ud over at oversætte og tolke arbejdede hun som tekstforfatter, korrekturlæser, arrangør, sekretær, leder, koordinator, assistent og administrator. Efter Kuzniks mening er betegnelsen ‘oversætter’ derfor misvisende, og hun anfører, at titler som ‘flersproget personlig assistent’ eller ‘ekspert i flersproget kommunikation’ ville passe bedre til den faktiske jobprofil. Da forskningsprojektet var afsluttet, ændrede virksomheden faktisk også stillingsbetegnelsen til ‘ekspert i international handel og eksport’. Dette bringer os til spørgsmålet om navne og betegnelser.
Ikke alle, der oversætter, omtales som eller kalder sig selv ‘oversættere’. Det kan enten være, fordi de ikke identificerer sig som oversættere, uanset hvad grunden måtte være, eller fordi de synes, at betegnelsen ikke er repræsentativ for det, de beskæftiger sig med – eller en kombination heraf. Det kan også være, fordi betegnelsen har et dårligt ry. Gambier (2016) lægger ikke fingrene imellem, når han beskriver en vis opfattelse af oversættere, ifølge hvilken de er “passive agents, with no voice, no empathy, no subjectivity, no reflexivity, no interpreting skill, no intercultural awareness, and no qualifications” (Gambier 2016: 889), og tilsvarende en forestilling om oversættelse som en beskæftigelse, der “accrues no apparent prestige and […] can be handed off at any moment to a bilingual relative or colleague” (Gambier 2016: 887).
Uanset hvad grunden måtte være, så foreligger der adskillige undersøgelser, der beretter om deltagere, der var blevet udvalgt ud fra en antagelse om, at de var oversættere, men som viste sig at identificere sig som noget andet. For eksempel beskrev nogle af deltagerne i Ruokonen & Mäkisalos undersøgelse (2018: 8) sig selv som ‘sprog-/kommunikationseksperter’ (men deltog alligevel i en undersøgelse om oversættere). Tilsvarende betegner mange oversættelsesbureauer i dag deres oversættere som ‘lingvister’, mens ‘projektledere’ er den foretrukne titel for ansatte med administrative og kundevendte opgaver; og mange af de sidstnævnte er faktisk ofte uddannet som oversættere.
Den omvendte situation forekommer også. Koskinen (2009) fulgte tre EU-oversættere, der blev overflyttet fra Europa-Kommissionens finske oversættelsesafdeling i Luxembourg til den lokale repræsentation i Helsinki. Overflytningen indebar væsentlige ændringer i deres opgaver og roller: fra rent oversættelsesarbejde til en udadvendt oplysningsrolle, der stort set ikke indebar oversættelse. Også deres officielle jobtitel ændrede sig: fra ‘oversætter’ til ‘sprogofficer’. Det interessante er, at disse (tidligere) oversættere fortsatte med at kalde sig selv oversættere og identificere sig stærkt med rollen som professionel oversætter. Hvad er det, spørger Koskinen (2009: 108), der knytter mennesker så stærkt til et fag, der ofte bliver opfattet som usynligt, undervurderet og misforstået? Det er et interessant spørgsmål. Som Koskinen bemærker, ser det ud til, at titlen som oversætter – på trods af den manglende anerkendelse, der er forbundet med den – har en stærk emotionel kraft (Koskinen 2009: 108). Hvad der er særligt interessant i denne sammenhæng, er, at eksemplet peger på en svagere forbindelse mellem oversættere og oversættelse, mellem praktikeren og praksissen, end jeg antog til at begynde med. Desuden viser eksemplet, at ‘oversætter’ – ud over at være et job eller en midlertidig rolle – også kan være en emotionelt forankret identitet.
Selv hvis vi ser bort fra de ideologiske og emotionelle im- og komplikationer, der kan være forbundet med titlen ‘oversætter’ og de mange alternative betegnelser, må vi konstatere, at der udestår en metodologisk udfordring: uensartede benævnelsespraksisser gør oversættere svære at finde frem til og vanskeliggør arbejdet for forskere, der ønsker at undersøge dem. For at løse denne metodeudfordring foreslår jeg, at vi følger det eksempel, oversættelseshistorikere har sat: for dem kan det at finde frem til fortidens oversættere ligefrem være “rather like uncovering a forgotten tomb” (Pym 2009: 32).
Paloposki (2016), som undersøgte historiske oversættere gennem en vifte af arkivariske kilder, løste udfordringen ved at ty til Tourys begreb ‘formodet oversættelse’, anvendt på oversættere: formodede oversættere. Hun trak både på eksplicit benævnelse (hvis en person blev betegnet som ‘oversætter’, var opgaven enkel: så var formodningen, at denne person faktisk var oversætter) og på opsporing via oversættelser (med udgangspunkt i oversatte tekster gik hun i gang med at lede efter de mennesker, der havde produceret dem). Undervejs måtte hun tackle problemer med ikke-benævnelse: anonyme oversættere og usynlige eller skjulte oversættelser, dvs. tekster, der var oversat men ikke angivet som oversatte.
 |
 |
| At nævne oversætteren eller ikke? | |
Paloposki anfører, at nutidens oversætter bør være nemmere at opspore, fordi der i dag findes en identitet, oversætteren kan tage på sig, som ikke fandtes i fortiden: identiteten som professionel oversætter. Det er sandt nok, men som vi har set, er oversætterbetegnelsen – og måske også oversætteridentiteten – for tiden under pres. Desuden er oversættelser mindst lige så usynlige i dag, som de var i fortiden. De milliarder af tekster, der hvert år bliver oversat inden for rammerne af internationale virksomheder, organisationer og institutioner (virksomheders hjemmesider, EU-lovgivning, osv.), er normalt ikke markeret som oversættelser, og oversætterne bliver aldrig nævnt. At opspore de mennesker, der producerer disse tekster, kræver afgjort en del formodningsarbejde.
Den metode, Paloposki anvendte til at finde frem til fortidens svært sporbare oversættere, kan med andre ord bruges også i forbindelse med undersøgelser af nutidens oversættere, som også kan være ganske svære at spore. Særligt kan den hjælpe forskere, der vil undersøge nulevende oversættere, med at identificere menneskene bag praksisser og produkter, hvis (oversættelsesmæssige?) status forskere og praktikere ikke er enige om. Hvis oversættelsespraktikere for eksempel ikke anerkender intersemiotisk oversættelse som oversættelse, som vi så tidligere, så kan vi ikke forvente, at de, der laver intersemiotisk oversættelse, kalder sig selv oversættere. Vi kan med andre ord ikke identificere dem ud fra deres titel. Vi kan i stedet gå via de tekster – eller det indhold – de producerer, og så opspore dem derfra.
Undervejs kan det være værd at iagttage Pyms (2009) opfordring til at også følge oversætteres ikke-oversatte tekstproduktion for at få det fulde billede af praktikere, som ofte er (og var) multitaskere: for eksempel deres korrespondance, deres selvforfattede udgivelser og – i et nutidigt perspektiv – deres aktiviteter på sociale medier. Et andet princip, Pym foreslår, er at se efter de inter-kulturer, hvor oversættere typisk befinder sig. I en nutidig kontekst kan det for eksempel være oversættelsesbureauer (ofte kaldet language-service providers i dag), oversættelsesafdelingerne i inter- og overnationale organisationer som EU og FN samt virtuelle oversættelsesnetværk.
På den anden side er det ikke muligt at opspore de selv-identificerede men ikke-praktiserende oversættere, som Koskinen beskriver, gennem deres jobtitel, tekstproduktion eller placering. Til gengæld kan de kendes på deres selv-identificeringspraksis. Man kan naturligvis spørge, om oversættelsesforskningen overhovedet skal beskæftige sig med praktikere af denne art? Skal de i det hele taget være omfattet af oversætterdefinitionen? Det vil jeg lade være op til den enkelte forsker, som må tage stilling ud fra det forskningsprojekt, vedkommende til enhver tid beskæftiger sig med. Men forskningsartikler, der omhandler mennesker, der ikke (længere) praktiserer oversættelse, men som stadig identificerer sig som oversættere, vil sandsynligvis blive antaget til udgivelse i ethvert velanskrevet tidsskrift inden for området.
Det 21. århundredes oversættelsesforskning har bragt oversætteren i forgrunden. Oversætteren har naturligvis altid været en del af disciplinen, men først med sociologiens indtog og det såkaldte sociologiske paradigmeskifte er oversætteren kommet i centrum og er blevet en undersøgelsesgenstand i egen ret. Oversættelsesforskere opfatter ikke længere oversættere udelukkende som producenter af oversatte tekster eller som rene medier for kognitive processer, upersonliggjorte sorte bokse, men også som mennesker med egne håb, ambitioner, motivationer og styrker.
Det sociologiske paradigmeskifte har været hovedkraften bag denne udvikling, men forskning rettet mod oversætteren er ikke kun informeret af sociologi. Emner, der forskes i, omfatter oversætterens image og identitet, habitus og rolleopfattelser, arbejdsbetingelser (med ergonomi som et vægtigt emne), agens, netværk og samarbejdspraksisser men også oversætterens personlighed og – på det seneste – oversætterens affekt og emotioner. Men i tråd med interessen for sociologiske emner har oversættelsesprofessionen og afledte temaer – professionalisering og især oversættere som en professionel gruppe – været centrale i oversætterforskning, der er inspireret af professionssociologien.
I en artikel udgivet i et særnummer af tidsskriftet Hermes, som satte fokus på den nye tendens til at sætte oversætteren i centrum – Translation Studies: Focus on the Translator (Dam & Zethsen 2009b) – indfangede Chesterman (2009) tidsånden med et forslag om at gruppere forskning i oversætteren under én paraply og føje gruppen til Holmes kort over forskningsdisciplinen som en særskilt underdisciplin med betegnelsen ‘oversætterstudier’ (eng: translator studies) (se dog Hu 2004 og Bai 2022: 4 for en tidligere men også lidt anderledes anvendelse af begrebet translator studies i kinesisk sammenhæng). Jeg føler mig ikke overbevist om, at forskning i oversættere danner et tilstrækkeligt kohærent hele til at udgøre en selvstændig underdisciplin af oversættelsesforskningen; jeg foretrækker derfor den mere neutrale betegnelse ‘oversætterforskning’. Faktisk er det nye fokus på oversætteren snarere en tilgang end et genstandsfelt: et nyt paradigme eller en ny synsvinkel, der kan anvendes på forskning inden for stort set alle grene af oversættelsesforskningen. Omvendt er det næppe tilrådeligt at tale om atter et paradigmeskifte, selv om denne betegnelse faktisk mere præcist indfanger essensen af den seneste udvikling: et skift i tilgang eller fokus – fra oversættelse (processen og produktet) til oversætter (mennesket bag).
Typer af oversætterforskning
Graden af fokus på oversætteren er forskellig i de forskellige undersøgelser. Alt efter hvor meget fokus der er på oversætteren, er det muligt at identificere to slags oversætterforskning: forskning, der undersøger oversætteren i forbindelse med den oversatte tekst; og forskning, der foretages helt uden inddragelse af den oversatte tekst, og som udelukkende interesserer sig for oversætteren som individ eller som medlem af en social eller professionel gruppe.
Den første type oversætterforskning, som vi kunne kalde oversætter-med-oversættelser, er almindelig blandt oversættelseshistorikere, der undersøger fortidens oversættere og deres liv – typisk ved hjælp af dybdegående case-studier af individuelle oversættere – for at forstå deres arbejde. Disse forskere følger Pyms (2009) råd om at starte med at undersøge oversætterne og først derefter se på de tekster, de producerer – en anbefaling, der sigter mod at gøre oversættelseshistorien menneskelig: at ‘humanisere’ den. Forbindelsen mellem oversættere og oversættelser ses også i undersøgelser af nutidens oversættere. Hubscher-Davidson (2009) undersøgte for eksempel den indflydelse, oversætteres personlighed har på deres oversættelsespræstationer, og fandt en sammenhæng mellem visse personlighedstræk og oversættelseskvalitet. I undersøgelser som disse er undersøgelsesgenstanden og forskerens interesse nok oversætteren, men et videre formål er at forstå, hvordan oversætteren påvirker den oversatte tekst, hvilket så igen kan påvirke den omgivende verden, startende med modtagerne af oversættelsen.
Den anden type oversætterforskning, som vi kunne kalde oversætter-uden-oversættelser, placerer sig typisk inden for oversættelsessociologien. Forskere, der beskæftiger sig med denne type forskning, gør sig måske nok antagelser om, hvordan deres undersøgelsesgenstand – oversættere – påvirker oversættelse som produkt, proces eller profession, eller hvordan de sætter aftryk på samfundet i bredere forstand, men forskningen som sådan ser alene på oversætteren, helt uden forbindelse til oversatte tekster. De kortlægningsundersøgelser, der er beskrevet tidligere, er eksempler på denne type oversætterforskning. I de seneste godt tyve år er der blevet foretaget en lang række kortlægninger af oversætteres profiler, deres arbejdspladser, erfaringer, holdninger, opfattelser og ønsker. Inden da blev der gennemført kortlægningsundersøgelser på konferencetolkeområdet (se Pöchhacker 2009 for en oversigt), formentlig på grund af en tidlig interesse i konferencetolken, som altid har været genstand for beundring, og som opnåede professionel status på et tidligt tidspunkt i historien.
Eksempler på oversætterforskning
Et af de første emner, der blev undersøgt i forbindelse med de nyere kortlægninger af oversættere, er status – et konstrukt der er tæt knyttet til begreberne ‘profession’ og ‘professionalisering’. Kort sagt giver en profession sine medlemmer status i samfundet, mens professionalisering – som den proces, der gør en beskæftigelse til en fuldgyldig profession – er en strategi, som medlemmerne af en faggruppe kan forfølge for at opnå status (se Dam & Gentile 2022 for en mere detaljeret beskrivelse).
I en række spørgeskemaundersøgelser af danske forretningsoversættere undersøgte Dam & Zethsen for eksempel statusopfattelser hos den idealiserede oversætter: professionelle oversættere med en kandidatgrad i fagsprogsoversættelse og/eller translatørautorisation, og som havde oversættelse som hovedbeskæftigelse og primær indtægtskilde; de fleste var også fast- og fuldtidsansatte (kun freelancegruppen var ikke). På trods af deres stærke faglige profil og en position, man kunne forvente ville ligge i den høje ende af prestigeskalaen, vurderede disse oversættere systematisk deres jobstatus som middel til lav. Desuden bedømte de både deres synlighed og indflydelse som lav. Men hovedindsigten fra undersøgelserne vedrørte oversætternes opfattelse af deres kvalifikationer og ekspertise: de opfattede sig selv som højt kvalificerede eksperter men oplevede, at deres ekspertise ikke blev anerkendt og værdsat af folk uden for faget. Undersøgelser, der er udført i andre lande og blandt andre grupper af oversættere (men altid professionelle oversættere), har givet lignende resultater (fx Ruokonen & Mäkisalo 2018; Svahn 2020; se også Katan 2009 for en kortlægning med international rækkevidde men med både oversættere og oversættelsesundervisere/-studerende som respondenter), hvilket giver Gambiers ord (2016, se tidligere) en vis empirisk gyldighed, selv om budskabet rimeligvis kunne formuleres i mindre kraftfulde vendinger.
Disse resultater forekommer nedslående, men oversætterforskningen har også ledt til resultater, der giver grund til optimisme. Undersøgelser af oversætteres jobtilfredshed og kilder til motivation er et eksempel. Denne forskning tager udgangspunkt i et forhold, der ligner et paradoks: litteraturen peger systematisk på lav status, professionaliseringsgrad og anerkendelse og på uacceptable arbejdsbetingelser for mange oversættere; på den anden side peger forskningen entydigt på, at oversættere er overraskende tilfredse med deres arbejde. På den baggrund har forskerne atter en gang henvendt sig til oversætterne selv for at finde ud af, hvad der glæder og motiverer dem. Som Dam & Zethsen spørger (2016: 178): “what motivates them, what makes them happy, what kinds of benefits life as a translator offers to them”.
Dam & Ruokonen (2024) lavede en analyse af eksisterende forskning i oversættermotivation og konkluderede, at mange oversættere synes at finde motivation ikke i job-eksterne faktorer som løn og stabilitet i ansættelsen, men i job-interne omstændigheder som meningsfuldt arbejde og kreativitet i opgaveløsningen. Oversættere har desuden en tendens til at finde særlig glæde i deres viden, færdigheder og kompetencer som oversættere – deres kulturelle kapital. Dam & Zethsen (2016) analyserede for eksempel en gruppe erfarne forretningsoversætteres fortællinger og fandt, at de fremhævede en lang række oversættelsesspecifikke kvalifikationer men også generelle kompetencer som analytiske færdigheder, at være god til at træffe beslutninger, at have blik for detaljer, at være selvstændig, hurtig, grundig og systematisk. Fortællingerne viste med al tydelighed, at oversætterne anså sig selv for at være i besiddelse af disse kvaliteter, at de betragtede sig selv som højt uddannede og højt kvalificerede specialister – og at de var ekstremt stolte af det. Samtidig var de meget bevidste om den mangel på anerkendelse, som oversættelse er forbundet med uden for faget. Disse (velstillede) forretningsoversættere udviste med andre ord en habitus af stolte men ikke anerkendte eksperter – hvilket ligger langt fra den efterhånden fasttømrede (fortærskede?) forestilling om, at oversætterens habitus er underdanighed.
Oversætterforskningen har også aflivet andre myter. Forskning i oversætteres netværk og samarbejdspraksisser peger for eksempel konsekvent på en høj grad af forbundethed (e.g. Risku, Rogl & Pein-Weber 2016; McDonough Dolmaya 2019). Selv freelance-oversættere, der typisk arbejder hjemme, viser sig at være tæt forbundne med oversætterkolleger og en bred vifte af andre samarbejdspartnere, hvilket er i modstrid med den sejlivede myte om den ensomme oversætter.
Et væsentligt formål med denne artikel har været at finde frem til en deskriptiv definition af artiklens centrale begreb: oversætter. På baggrund af de mangfoldige oversætterprofiler, praksisfeltet er præget af, konkluderede jeg tidligere, at den brede og åbne definition af oversætteren som en ‘en person, der oversætter’, uden yderligere kriterier, synes at være det bedste bud under omstændighederne. Faktisk kan man understrege fraværet af yderligere kriterier og sige, at en oversætter er ‘en person, der oversætter, uanset omstændighederne’ – eller endda en person, der oversætter eller identificerer sig som oversætter, uanset omstændighederne, hvis definitionen også skal omfatte de selv-identificerede men ikke længere praktiserende oversættere, som Koskinen beskriver. Den eneste oversætter, som denne definition ikke indfanger, er maskinoversætteren. Tiden er endnu ikke moden, men i en ikke alt for fjern fremtid, og i overensstemmelse med den rent deskriptive tilgang, bliver vi måske nødt til at ændre definitionen til ‘en person eller ting, der oversætter, uanset omstændighederne’.
Det er her, relevansen af forskningen i oversættere bliver tydelig. Denne forskning fokuserer specifikt og eksplicit på den menneskelige oversætter og fungerer dermed som en linse, vi kan kigge igennem, en måde at anskue oversættelse på, som kan bidrage til at menneskeliggøre oversættelsesforskningen – at humanisere den for nu at bruge Pyms udtryk – og som kan fungere som en modvægt til teknologiens dehumaniserende kræfter.
Oversætter-rettede undersøgelser har potentiale til at yde et vigtigt bidrag til vores forståelse af oversættelse. Den første type, oversætter-med-oversættelser, understreger oversætterens indflydelse på den oversatte tekst og kan hjælpe forskeren med at bevæge sig fra beskrivelse til forklaring. Den anden type, oversætter-uden-oversættelser, minder os om betydningen af ekstratekstuelle faktorer og deres implikationer. Oversætterstatus påvirker for eksempel de omstændigheder, oversættelser bliver produceret under, og dermed deres kvalitet; det påvirker praktiserende oversætteres arbejdsvilkår og trivsel og dermed deres motivation til at blive i faget; og det påvirker mulighederne for at tiltrække unge talenter til en karriere inden for oversættelse.
Som et yderligere bidrag kan oversætterforskningen give indsigt i, hvad oversættere selv gør for at afhjælpe uhensigtsmæssige vilkår og søge anerkendelse. Virtanen (2019) beskriver for eksempel, hvordan en gruppe finske regeringsoversættere etablerede et netværk for at fremme faglig udvikling og arbejdsglæde. Blandt adskillige initiativer iværksatte netværket en række indsatser rettet mod at gøre oversætterne og deres kvalifikationer mere synlige over for deres interne kunder og opdragsgivere, for eksempel ved at offentliggøre brugervejledninger og en oversigt over den viden og de færdigheder, det kræver at være oversætter. På samme måde beskriver Dam (2013), hvordan en gruppe freelance-oversættere brugte blogging til at bygge fællesskaber, øge deres synlighed som oversættere og skabe et billede af oversættelse som en højt kvalificeret beskæftigelse. Sådanne tiltag har potentiale til at ændre omgivelsernes holdninger og gøde jorden for større anerkendelse af oversættere og deres arbejde. Og hvem ved? En dag holder vi måske op med at beskrive oversættere som en gruppe med en særlig habitus af underdanighed eller endda som ‘stolte men ikke anerkendte eksperter’, som jeg gjorde ovenfor, og begynder simpelthen at beskrive dem som stolte eksperter uden yderligere attributiver.
Oversætterforskningen har gjort betydelige fremskridt i de senere år, men potentialet for yderligere undersøgelser er stort. Som nævnt er der foretaget studier, der kortlægger oversætteres profiler, arbejdsbetingelser og holdninger i forskellige lande, men metoderne har været forskellige, og resultaterne er derfor vanskelige at sammenligne. Store, internationale undersøgelser, der gennemføres ved hjælp af ensartede og validerede dataindsamlingsinstrumenter og ens udvælgelsesmetoder og -kriterier, ville være et velkomment skridt fremad. Det er en stor opgave, som bedst placeres hos et konsortium af forskere, der arbejder sammen inden for rammerne af et internationalt forskningsprojekt. Sådan en samlet indsats ligger sandsynligvis langt ude i fremtiden. I mellemtiden kan mindre kortlægningsstudier baseret på metoder, der er udviklet og testet i tidligere undersøgelser, bidrage til at udvide vores viden på området. For at sikre et velafbalanceret billede af tingenes tilstand i praksisfeltet bør fremtidige kortlægninger – uanset form – dog adressere alle oversættere: ikke blot dem, vi har en tendens til at sætte i centrum – professionelle, uddannede, fuldtidsbeskæftigede oversættere – men også de mange multibeskæftigede freelancere, som vi har en tendens til at overse
Som påpeget i løbet af artiklen er der mangler i vores viden om en række oversætter-relaterede emner. Spørgsmålet om uddannelse er for eksempel underbelyst. Vi ved vældigt lidt om oversætteres uddannelsesbaggrund generelt, og det er uklart, i hvilket omfang de, der oversætter, er uddannet som oversættere – og i hvilket omfang de ikke er. Vi ved også meget lidt om implikationerne af særlige oversætterkarakteristika – uddannelsesbaggrund er igen et eksempel – for oversatte tekster, oversættelsesprocesser, markedsdynamikker, osv. Der er masser at undersøge og gode grunde til at gå i gang. Vi forskere vil måske mene, at oversætteruddannelse er en forudsætning for oversættelseskvalitet, men forskning peger på, at arbejdsgivere vægter praktisk erfaring højere end formel uddannelse, når de ansætter oversættere (Pym, Grin, Sfreddo & Chan 2012). Hvem har ret? Forskning rettet mod at måle betydningen af uddannelse versus praktisk erfaring for oversættelseskvalitet er en forudsætning for at kunne svare på sådanne helt grundlæggende spørgsmål.
Men vi må ikke glemme, at oversættere er mennesker. Kvantitativ forskning som fx spørgeskemaundersøgelser og eksperimenter rettet mod at måle prædefinerede variabler kan give vigtige indsigter, men der er også brug for kvalitativ forskning. Nuancerede og kontekstualiserede data indsamlet blandt oversættere, som skriver, snakker, interagerer, griner og beklager sig, er nøglen til at forstå de mennesker, der befolker vores forskningsfelt.